Uldsnedkeren - Lis Brink Jensen
Jeg blev født i Esbjerg og kom til Fanø den 30. januar 1968. At valget blev Fanø var en tilfældighed. Jeg tog til Sønderho for at passe hus med mere hos Julius Bomholdt.
Hurtigt fandt jeg Niels, og i 1969 blev vi gift.
Mit arbejdsliv har været alsidigt. Jeg - har været landmålerassistent; har stået bag disken i en grønt- og blomsterforretning i Nordby; har stået bag disken i en købmandsbutik i Sønderho; har været ansat i Brugsen i Sønderho og endelig alt-mulig-dame på Brinkhjem.
I 1982 afsluttede jeg min uddannelse som sygehjælper, dette alt imens jeg havde en lille butik, der hvor jeg nu har mit værksted, og mine sådan ca. 40 får. I 1993 sluttede jeg min uddannelse på tekstilseminariet i Højer, og kunne kalde mig håndarbejdslærer eller designer – uddannelsen dækker begge titler.
Allerede i 1969 kom fårene ind i billedet – og jeg er ganske sikker på, at det med får og butik er noget, der ligger i generne.
Min Farmor holdt får og var strandfoged og Bedstemor (Mormor) havde en lille trikotageforretning i forbindelse med hjemmet. Alle mine sommerferier holdt jeg hos min Bedstemor, hvor jeg var med i forretningen – og faktisk har jeg stadig min Bedstemors disk. Den står nu i butikken.
Efter uddannelsen på tekstilseminaret i Højer underviste jeg i nogle år, et par gange om ugen, ergoterapeuter, der var under uddannelse i Esbjerg.
I 1994 åbnede jeg min butik, som den er den i dag, og samtidig med butikken, passer jeg mine – i skrivende stund (maj 2006), med lam og det hele – 305 Gotlandske pelsfår. Det giver en meget travl arbejdsdag. Jeg har åbent i min butik året rundt, og i sæsonen ofte hele dagen.
I butikken kan der bl.a. købes håndstrikkede trøjer, for jeg har damer til at strikke for mig, og der er altid hjemmestrikkede trøjer at finde i butikken; sammen med filtede hjemmesko/støvler; hørtøj af lækker kvalitet og meget, meget andet.
Jeg tager ikke så meget på messer, som så mange andre. De kontakter jeg har, går gennem ”kender nogen, der kender nogen”. Udvalget i min forretning er meget varieret, men EET er sikkert – det er altid noget, jeg selv kunne finde på at tage på – og det er fremstillet af naturmaterialer.
Tag en visuel tur rundt i butikken her (33 MB)